Velkommen til Little Dipper’s Shih Tzu

Nyheder

Sidst opdateret okt 3, 2022 @ 18:19

Her kan du læse lidt om os, vores hunde, deres afstamning, sundhed og meritter.

Vi er en lille privat kennel med få hunde, hvilket betyder at vi ikke vil få mange kuld hvalpe.
Vores hunde er først og fremmest familiemedlemmer, og de opholder sig altid hvor vi er, også i sengen om natten.

Vi har i november 2018 genåbnet vores gamle kennelmærke Little Dipper’s, som blev erhvervet i 1982 for et lille hobbyopdræt af Newfoundlands.

Little Dipper er et stjernebillede på den nordlige stjernehimmel. I amerikansk, og flere andre landes, astronomi er Little Dipper (den lille øse) en væsentlig del af stjernebilledet Little Bear.
I den nordiske mytologi betegnes stjernebilledet Kvennavagn, som gudinden Freya kørte over himmelen i. På den måde kommer kennelnavnet til at passe ganske godt også til vores Shih Tzu, da vores ældste tæve Freja er opkaldt efter gudinden.

Vi er medlem af Klubben for Små Selskabshunde og Dansk Kennelklub


Jette har gennemgået DKK’s opdrætteruddannelse

Vi gør en stor ære i at overholde de til enhver tid gældende etiske retningslinier for avl, hvilket også betyder at hvalpene vil blive udstyret med en Basis Plus stambog.
Læs mere om DKK’s etiske anbefalinger her.

Specialklubben har følgende avlsrestriktioner/avlsanbefalinger for racen:

Avlskrav:
Det skal på behørig vis dokumenteres, at faderen til et hvalpekuld har normale testikler på normal plads.
Der henvises herudover til DKK’s stambogsføringsregler og etiske anbefalinger for opdræt.

Avlsanbefalinger:
For at få Basis Plus stambog med påtegningen ”Denne hund er avlet efter Klubben for Små Selskabshunde’s og DKK’s avlsanbefalinger” på stambogen skal følgende, udover ovenstående avlskrav, være opfyldt.

Begge forældredyr skal før parring være præmieret på en FCI/DKK anerkendt udstilling med mindst Very Good eller være eksteriørgodkendt på et eksteriørarrangement.

Indført 3. oktober 2020

Vi har fokus på at opdrætte sunde og racetypiske Shih Tzu med et godt temperament. Hvalpene vil opvokse i de rum hvor vi opholder os, og vil hele tiden være omgivet af mennesker. Derudover vil vi give dem så mange afvekslende oplevelser som muligt for at give dem den bedste start på livet, så de kan indgå i en familie på en god måde for både hund og ejer.

Vi fører ingen decideret venteliste med kø, men det er muligt at blive noteret som interesseret i en hvalp. Vi vil herefter vælge nye familier blandt de interesserede, når det er aktuelt.
Vi forbeholder os al mulig ret til at vælge mellem interesserede købere, da vi ønsker at give hver af vores hvalpe det helt perfekte hjem.
Kontakt mig venligst KUN på mail, hvis det skulle have interesse, og benyt venligst kontaktformularen.